Om mig

Mit navn er Dittelys Belladonna og jeg er clairvoyant og spirituelt medie. Det betyder, at jeg har stærke, spirituelle gaver, som jeg har båret med mig hele livet – det er sanser, der ligger ud over de 5 sanser, vi normalt kender.

Mine evner sætter mig i stand til at kommunikere med den åndelige verden; engle, guider, vejledere og de kære afdøde sjæle. Ligeledes kan jeg også mærke energier og aftryk i ting, personer, steder, væsner osv. Via clairvoyance kan jeg se og mærke, hvor en person er i sit liv, og hvordan personen bedst muligt kommer videre i forskellige processer. Jeg bruger mine evner til at hjælpe, guide og rådgive mennesker på deres livsvej.

At være spirituelt medie betyder, at jeg – udover at kunne se, høre og mærke åndelige energier – også er i stand til at lade deres energi bruge mig som et redskab, hvor de kan vise sig tydeligere gennem f.eks. mimik, sprog, udtryk, gestik mm. Derfor kan f.eks. en afdødekontakt være væsentlig mere dyb og intens, da man oplever nærværet af den åndelige verden tydeligere og tættere på.

Mine spirituelle gaver har jeg haft med mig hele livet. Så da jeg landede i en kernefamilie med fødderne plantet i den jyske muld, startede en lærerig proces med at forstå og udvikle mine evner. Hér var ånder og engle ikke just de naturlige emner ved middagsbordet, og spåkonen med sin krystalkugle hørte til i en cirkusvogn på markedspladsen. Alligevel har jeg altid vidst, at der var mere mellem himmel og jord. Siden barnsben har jeg haft spirituelle oplevelser af forskellig art, hvilket ind imellem kunne være voldsomt, når man ikke forstod, hvad der foregik.

Som ung voksen begyndte jeg at tilegne mig mere viden og udforske den spirituelle verden dybere. Jeg lærte at kontrollere og bruge mine evner bevidst. Dette har jeg tilegnet mig gennem diverse uddannelser i både Danmark og England, sparring, cirkelarbejde og mange års erfaring med clairvoyance og mediumskab.

I dag ser jeg mine evner som en dyrebar gave, jeg har fået for at kunne dele den med andre. Den åndelige verden er blevet en naturlig integreret del af mit liv.